søndag den 28. februar 2016

Niels fra min børnehave, er ikke lige som os andre. Afsnit 2


 Niels fra min børnehave samler på fodboldkort.
 Han har ret mange, og nogle af dem er meget sjældne og svære at få fat på.
 Niels har altid sine
 fodboldkort med i børnehaven.

Jeg samler også på fodboldkort.
Jeg kunne godt tænke mig, at se Niels’ kort, og måske bytte nogle af mine med nogle af hans. 
Men jeg tør ikke rigtigt. Jeg så en gang, Niels slå en af de andre drenge, fordi han havde rørt Niels’ fodboldkort uden at spørge om lov.

lørdag den 20. februar 2016

Niels fra min børnehave er ikke lige som os andre. Afsnit 1

Nede i min børnehave, er der en dreng, der hedder Niels. Han har lyst hår, og blå øjne. Det har jeg også. Vi er også næsten lige høje, og elsker begge at spille fodbold. Niels løber rigtigt hurtigt, og er god til at sparke til bolden. 
Men jeg leger ikke så tit med Niels.



Om morgenen, når jeg kommer ned i børnehaven, løber Niels altid hen til mig. Så skubber han mig, og klemmer mig helt vildt hårdt. Det kan jeg ikke lide. Så siger jeg til en af de voksne, at han driller. 

Jeg forstår heller ikke, hvad Niels siger. Det er som om, han kun laver lyde. Så når han taler til mig, må jeg bare trække på skulderen, og så skynder jeg mig at finde nogle af mine venner. 

Der er ikke ret mange børn, der leger med Niels. For vi synes, han er alt for voldsom, når vi leger. Og så bliver vi  bange for ham. Han forstår heller ikke, når vi siger stop til ham. Så griner han bare.

søndag den 25. oktober 2015

Den gang jeg var lille, blev jeg spist af en blodsugende vampyr.

Den gang jeg var lille, blev jeg spist af en blodsugende vampyr.


Den gang jeg var lille, var jeg bange for mørke. Jeg var faktisk bange for mange ting, men mørke var det værste. For der kan ske så ufatteligt mange skræmmende ting, når mørket omslutter en, og man ikke kan se noget. Men en´ gang om året trodsede jeg min skræk. Det var Halloween aften. Årets mest uhyggelige aften. Aftenen hvor alle de mest uhyggelige væsner er sluppet løs i gaderne, der valgte jeg at gå ud i den mørke aften, for at banke på naboernes døre en for en. Med hjertet siddende helt oppe i halsen, og et brændende håb om, at min lille plasticpose ville blive fyldt med guf, uden at husets beboere ville skræmme livet af mig, fik jeg rystende sagt "gys eller guf", når dørene blev åbnet. For min kærlighed til slik var nemlig en hel del større, end min angst for mørke.

En hel særlig Halloween aften gik jeg skælvende rundt i nabolaget, og bad stille til, at den første nabo ville fylde min pose helt op med slik, så jeg kunne skynde mig hjem i sikkerhed igen.
Mørket føltes meget tungt og uhyggeligt omkring min lille rystende krop, men jeg var fast besluttet på, at denne aften skulle ende med det helt store sukker-chok, så jeg måtte gå min tunge vej fra hus til hus. Heldigvis var de fleste af mine naboer meget gavmilde med slikket, og jeg kunne efter kort tid vende hjemad med posen fuld og en rumlende, sukkerglad mave.Men midt i mørket kunne jeg pludselig høre noget helt vildt uhyggeligt. En susen forbi mit ene øre. Jeg vendte mig hurtigt om, men kunne ikke se noget. Og så var der helt stille igen. Jeg tænkte, at nu var det på tide, at skynde mig hjem. Jeg begyndte at løbe, da lyden indhentede mig. Denne gange kunne jeg mærke noget røre mit ene øre. Jeg viftede febrilsk med den ene hånd for at skræmme det ukendte væk, mens jeg af alle min kræfter holdt fast i slikposen med den anden hånd.  Uanset hvad der ville ske, måtte jeg ikke slippe slikket. Jeg løb nu så hurtigt jeg kunne, men kunne mærke min forfølger lige bagved mig. Lige meget hvor hurtigt jeg løb, kunne jeg ikke slippe væk.

Så skete der det, der ikke måtte ske. Jeg snublede, faldt og lå så der med ansigtet ned i jorden og tænkte; "Det er ude med mig". Jeg blev bare liggende og ventede på min skæbne, men der skete ikke noget. Så efter et stykke tid vovede jeg mig forsigtigt op på knæene, med et lille håb i hjertet om, at mit mareridt nu var slut. Jeg kom helt op på fødderne, trak vejret dybt ned i maven og vil til at begive mig hjemad. Da jeg så vender mig om, kigger jeg ind i de mest uhyggelige øjne, jeg nogensinde havde set. Foran mig sidder verdens mest uhyggelige vampyrflagermus og griner fjoget til mig. Og inden jeg nåede at skrige, slugte den mig i en stor mundfuld.
 


Så sad jeg der i mavesækken på en vampyrflagermus, på den aften der skulle have endt varmt, trygt og lykkeligt hjemme hos mig selv, med en mave fyldt med sukkerstoffer og kalorier. Mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Jeg var bange, og jeg var færdig. Men angsten blev langsomt vendt til vrede.Og vreden fyldte mit hoved med energi og flugtideer. Men da jeg aldrig havde været fanget i en flagermus' mave før, var jeg ikke lige klar over hvilke metoder, der var bedst til at slippe væk. jeg gennemsøgte mine lommer, men fandt ikke andet end lommeuld og en gammel skrue. Men så med et, fik jeg en lys ide´. I min Halloween slikpose, var der en hel pakke tyggegummi. Jeg proppede alt tyggegummiet ind i munden på en gang, og tyggede løs, hvorefter jeg begyndte at blæse tyggegummibobler. Alle der har tygget tyggegummi ved, at de helt store bobler, kan være ret så anstrengende for ens kæbemuskler. Men min nyfundne ven vreden, gav mig ukendt styrke, og jeg fik blæst mig til den største bobbel, nogensinde. Den var så stor, at den fyldte hele flagermusens mavesæk, og fik flagermusen til at hikke. Jeg kravlede ind i boblen, og ventede spændt på om det ville lykkes mig at komme ud i friheden igen. Med det største hik, jeg nogensinde har hørt, fløj tyggegummiboblen, med mig indeni, ud af munden på den klamme flagermus. Jeg svævede væk fra mit mareridt, lykkelig og fri. Jeg begyndte at grine. Jeg havde overvundet min angst,  behøvede ikke at være bange for mørket mere. Jeg grinede og grinede og var så glad, men  med et´ sprang tyggegummiboblen, og jeg faldt mod jorden. Åh nej. Måske var det min sidste aften i live alligevel. Jeg faldt og faldt. Lukkede øjnene og ventede på, at det var slut. Med et ordentligt bump endte min lufttur. Jeg så mig omkring. Jeg var landet i en busk, og havde slet ikke slået mig særligt meget. Og busken jeg var landet i, stod i min have. Jeg var kommet hjem. Og jeg var i sikkerhed.

Fra den dag af, blev min skræk for mørke mindre og mindre. Men uanset hvad, havde jeg lært, at jeg til en hver tid, vil gå gennem mørkets prøvelser, for at få gratis slik.



 
 
 
 
 
 


onsdag den 14. oktober 2015

En ode til Løgnehistorier

Jeg elsker at lyve for små børn, der ler
Og siger, det passer ikke, men vi vil ha' mer'.

Men at lyve er ikke forbeholdt de sjove.
Kig bare på Christiansborg og dem, der laver vores love.

Da jeg startede bloggen, var det med en' skriveform for øje.
Men med tiden er historierne blevet en anelse sløje.

At skrive løgne om Den gang jeg var lille, 
Det var min drøm. Den var ægte, men stille.

For at glæde andre med min humoristiske tilgang
Så skifter jeg stil og historierne får ny klang.

Så nu vil bloggen give plads til forskellige genrer.
Men at lyve for børn, det vil jeg aldrig angre. 

Så måske titter en løgnehistorie frem en gang imellem
Blandt eventyr, digte og anden vanvittig
fortællen. 
 

lørdag den 18. april 2015


Den gang jeg var lille, blev jeg jagtet af en cirkuselefant.

Den gang jeg var lille, elskede jeg når cirkus kom til byen. Jeg fulgte cirkus nøje, lige fra den første vogn kørte ind på  cirkuspladsen. Jeg så cirkusfolkene arbejde, teltet blive hejst, og cirkusdyrene blive lukket ud af deres vogne, så de kunne komme ud og strække ben.

Det var især dyrene, jeg var optaget af. Cirkus havde altid de sjoveste dyr med sig. Både galpende hunde, klappende søløver og puklede kameler. Men de dyr jeg var allermest interesseret i, var elefanterne. De store, tunge og stærke elefanter. Når cirkus var i byen, gjorde jeg mig altid umage med at komme så tæt på elefanterne som muligt. Jeg havde en gang fået at vide af elefantdomptøren, at jeg ikke måtte komme for tæt på elefanterne. For hvis jeg kom til at skræmme dem, ville det blive farligt for både dem og mig. 

Jeg var overhovedet ikke interesseret i at skræmme de store dyr. Jeg kunne sagtens forestille mig, hvad der ville ske, hvis sådan et kæmpe dyr blev forskrækket. Den ville sikket bryde den indhegning, den gik bag, ned med sine kæmpe elefantfødder og derefter trampe videre over til mig, og måske endda trampe mig ned. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Men alligevel var det svært at holde afstand. De var så spændende at kigge på, de store grå kæmper. 


Jeg måtte bare tættere på. Hvis jeg nu lige så stille åbnede indhegningen, og listede ind til elefanterne, så kunne jeg sikkert nå at klappe en af dem, uden at blive opdaget, og uden at forskrække dyrene. Jeg tog mod til mig, og bevægede mig langsomt og forsigtigt helt hen til indhegningen. Jeg rystede lidt på hænderne, da åbnede låsen, men jeg har aldrig været så stille i mit liv, så jeg var ret sikker på, at jeg ville slippe godt fra det.

Men med et vendte den ene elefant hovedet mod mig. Den stirrede mig lige ind i øjnene. Den så vred ud. Som om at jeg havde overtrådt en utilgivelig grænse. Næsten som i slow motion bevægede den sig hen imod mig. Mit hjerte bankede så hårdt,  at jeg næsten ikke kunne få vejret. Min hjerne var på grænsen til at eksplodere. Hvad skulle jeg gøre? Så overtog mine ben pludselig kommandoen. Jeg begyndte at løbe. Ud af indhegningen, hen over cirkuspladsen, så hurtigt jeg kunne. Lige i hælene havde jeg en kæmpe stor trampende elefant. (Den løb ufatteligt stærkt af så tungt et væsen at være), og efter den løb 3 andre rasende og meget meget store elefanter.
Jeg vidste ikke,  hvor jeg skulle løbe hen, men jeg vidste at hvis jeg stoppede, ville jeg ende mine dagen som fladmast under en gigantisk cirkuselefantfod. Så uheldigt som nogen kan være, snublede jeg over mine egne fødder. Jeg sagde hurtigt farvel til denne verden, og ventede på, at nu var det slut. Men da jeg troede mit liv var omme, hørte jeg elefantdomptøren kalde sine elefanter hjem. De stoppede straks deres jagt efter stakkels lille mig. Vendte om og travede afslappet tilbage til deres indhegning. 

Jeg var elefantdomptøren evigt taknemmelig. Meget skamfuld undskyldte jeg for at havde åbnet indhegningen og forstyrret dyrene. Jeg lovede, både overfor mig selv og elefanterne, at jeg aldrig ville komme så tæt på igen. 

Og det løfte holdt jeg... Ihvertfald til året efter, hvor cirkus igen besøgte byen.







Den gang, jeg var lille, mødte jeg en ulykkelig myre.

Den gang jeg var lille, legede jeg meget ude i den friske luft. Jeg kan ikke huske om, det var af egen fri vilje, eller om det oftest var mine forældre, der opfordrede mig til det.  

En dag, hvor jeg legede ude i haven, hørte jeg en underlig lyd. Den var ikke særlig høj, men den var alligevel så underlig, at jeg ikke kunne høre andet end den. Jeg kiggede mig rundt, for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Men jeg kunne ikke se noget. Da jeg kunne høre at lyden kom nede fra jorden af, lagde jeg mig på ned på maven, for at jeg forhåbentligt kunne komme tættere på, og finde årsagen til den sære lyd. Da jeg havde ligget der et stykke tid, fik jeg øje på en lille bitte myre. Det var den, der lavede lyden. Og det var ikke bare en hvilken som helst lyd, det var gråd. Jeg lå der midt i min have og kiggede på den mest triste myre, jeg nogensinde havde set. Myren græd og græd. Tårerne sprøjtede ud af dens bitte små myreøjne.  Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg blev selv helt vildt ked af det. Så besluttede jeg, at jeg ville blive nødt til at gøre noget, for ingen bør være så ked af det, helt alene. Lige så forsigtigt tog jeg den lille myre op på min pegefinger. Jeg løftede den helt op til mit ansigt, så jeg kunne se den tydeligere.Jeg spurgte den lille ulykkelige myre, hvorfor den dog var så ked af det?

Min stemme må have lydt meget højt i myrens små myreører, for den blev så forskrækket, at den stoppede med at græde. Myren betragtede mig længe. Den ville nok lige gennemskue om, jeg var farlig eller ej. Jeg forsikrede den om, at jeg ikke ville gøre den noget ondt. Men at jeg bare ville høre, hvad der dog gjorde den så ulykkelig. Myren valgte at tro på mig, og begyndte på en beretning om sit lille myreliv. Myrer er jo, som vi ved, nogle små arbejdsomme dyr. De knokler løs med at bygge myretuer,  spise sukkerknalder og invadere diverse skovture. Men denne lille myre, var ikke som de andre myrer. Den kom aldrig rigtigt i gang med at arbejde, for hver gang den skulle i gang med sit arbejde, så var der en anden myre, der fulgte efter den. En stor grim myre, der klæbede sig op af min nye lille myreven. Den sagde aldrig noget, men holdt altid øje med den lille myre, og ville ikke lade den være i fred. Nu havde det stået på så længe, at den lille myre var brudt sammen. Den kunne ikke tage det længere. Det var derfor, den græd, og den var så bange for sin forfølger, at den slet ikke kunne holde op med at græde igen. 


Da jeg havde hørt myrens historie, blev jeg vred. Jeg besluttede mig for, at jeg ville hjælpe myren. Lige meget hvor stor dens plageånd måtte være, regnede jeg med, at jeg ville være større, så jeg lovede myren, at jeg ville sørge for at få stoppet dens onde forfølger. Vi lagde en plan om, at jeg skulle følge den lille myre på dens færd, og når så forfølgeren ville dukke op, ville jeg tage ham i kravebenet, og skælde ham godt og grundigt ud, så den aldrig ville genere min lille myreven igen.
Som aftalt, så gjort. Jeg fulgte efter den lille myre resten af dagen i al dens gøren og laden. Den lille myre rystede af skræk, ved tanken om, at vi skulle møde dens grimme følgessvend. Flere gange råbte den med sin lille myrestemme; "Der er han, der er han!", men lige meget, hvor meget jeg kiggede mig omkring, kunne jeg ikke se nogen anden myre, der på nogen som helst vis, skulle forfølge min myreven.

Efter flere timers søgen, og utallige skrækslagne spjæt og råb fra den lille myre, tog jeg ham op på min finger igen.Jeg blev jo nødt til at opgive. Jeg kunne ikke se, hvad det var, den var så bange for. Den lille myre sukkede tappert, da den indså, at den ville blive nødt til at leve med sin forfølger. Trist til mode, tog jeg afsked med den lille stakkel og satte den ned på jorden igen. I det øjeblik myren satte sine små myrefødder på jorden,  kom solen frem bag fra en sky, og sendte sine varme stråler lige ned på den lille myre. Pludselig kunne jeg se den store myre, som forfulgte den lille myre.

Helt lettet kom jeg til at grine lidt, for jeg kunne se, at det slet ikke var en rigtig myre.  Det var den lille myres  skygge. Myren var bange for sin egen skygge.Straks måtte jeg forklare min ven, hvad det hele handlede om. Den skulle lige sunde sig lidt, men så tørrede den sine tårer væk, og begyndte at grine. Den grinede så højt, som en myre nu kan. Den havde faktisk svært ved at stoppe igen, men midt i en lille grinepause, takkede myren mig for min hjælp, og sagde at på grund af mig, var den nu ikke længere ulykkelig. Nej nu var den verdens lykkeligste myre.

torsdag den 23. oktober 2014

Den gang jeg var lille, satte jeg ild til en mose.

Jeg ved faktisk slet ikke, om jeg bør fortælle dig denne historie, for det ville være en rigtigt dårlig ide, hvis du blev inspireret til at gå i mine fodspor. Men på den anden side, er det også svært, at lade være med at fortælle den, fordi den er så god.
Den gang jeg var lille, fik jeg altid at vide, at jeg ikke måtte lege med tændstikker, altså med mindre jeg lavede kastanjedyr. Men altså sådan til dagligdag skulle jeg overlade alt, hvad der kunne skabe fare og ulykke til mine forældre. De var slet ikke interesseret i, at jeg skulle sætte ild til noget. Måske var det de dårlige minder om den gang, jeg uheldigvis satte fut i en af mine klassekammeraters hår, midt i et Luciaoptog, der ligesom sad fast i dem.
Langt det meste af min barndom, hørte jeg efter, hvad mine forældre sagde, fordi det var det nemmeste at gøre. Men så var der de her øjeblikke, hvor jeg bare måtte forfølge nogle tanker og ideer, som jeg vidste, de ikke ville sætte pris på, fordi jeg ikke kunne lade være. Der var altid en af mine venner, der var med på det, jeg fandt på, lige meget hvor vanvittigt, det måtte være. Heldigvis, for hvis mine ideer skulle munde ud i, at jeg ville få en skideballe, så var der altid en kammerat ved min side, jeg kunne dele den med.

En gang fik jeg en rigtigt dårlig ide, altså jeg syntes jo, den var genial i øjeblikket, men når jeg ser tilbage på det, var den nok ikke helt så genial igen. Min ven og jeg var meget fascineret af de tændstikker, vi ikke måtte lege med. Det var næsten som om, de lå der øverst på køkkenhylden og kaldte på mig. De lå så højt oppe, at jeg måtte kravle op på en skammel, jeg havde stillet oven på køkkenbordet, for at nå dem. Bare kravle-processen var noget risikabel, og burde måske have fortalt mig, at jeg skulle stoppe med mit forehavende. Men jeg var drevet af den der indre kraft, der altid var stærkere end min sunde fornuft. Jeg fik fat i tændstikkerne, sat skammellen på plads, og løb begejstret ned til mosen, hvor min ven ventede. Vi legede tit dernede. Der var alle mulige fantastiske gemmesteder, og vi fandt altid et eller andet spændende. Vi havde tidligere fundet en gammel ulækker madras nede ved mosen, og min ide gik nu ud på, at vi skulle sætte ild til madrassen og når den så brændte godt og grundigt, ville vi vippe den ud i det lille vandhul, der var ved mosen, så ilden ville blive slukket igen. Det var jo bare for sjov, og der ville jo ikke ske noget farligt, for vi ville jo ikke lade madrassen blive ved med at brænde.

Jeg var helt op at køre, da vi stod der foran madrassen med de forbudte tændstikker i hånden. Jeg strøg den første tændstik, men vinden blæste flammen ud. Jeg strøg et par til, før jeg endelig fik sat ild til madrassen. Jeg kiggede på min ugerning, og undrede mig over, hvorfor de voksne var så emsige med, at vi ikke måtte lege med tændstikker. Men med et forstod jeg det. Ilden spredte sig  hurtigt, og hele madrassen var omgivet meget store og temmeligt uhyggelige flammer. "Det er nu vi skal skubbe den ned i vandhullet", råbte jeg  højt og en anelse skingert. Men da jeg vendte mig om, var jeg helt alene. Min ven var blevet bange og var løbet væk. Han turde ikke være med mere. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg kunne jo ikke skubbe madrassen ned i vandhullet alene, det var alt for farligt. Ilden spredte sig nu fra madrassen ud på jorden. Jeg besluttede mig for også at stikke af. Hvis jeg nu løb rigtigt langt væk, kunne det være, at det bare ville gå over af sig selv.    

                  



Jeg løb hen til et af de gemmesteder, min ven og jeg tit befandt os i, når vi havde lavet ulykker. Der sad han rystende, og fik fremstammet, at det med ilden måske var en dårlig ide. Jeg kravlede ind i hulen til ham, og der sad vi længe uden at sige noget. I det fjerne kunne vi høre brandbilerne komme nærmere. Der kom flere og flere. Vi holdt os for ørene. Og jeg prøvede at overbevise mig om, at det ikke var vores lille brand, der var skyld i alle de udrykninger. Efter et stykke tid, tog vi mod til os, og besluttede at gå hjem. Måske ville alt dette gå over igen, og ingen ville opdage, at jeg var kommet til at sætte en lille smule ild til mosen. Jeg mødte min far i hoveddøren. Jeg kunne se på hans ansigt, at jeg var afsløret, og at jeg nu måtte se min skæbne i øjnene. Jeg afleverede tændstikkerne uden at sige noget, og klemte mig forbi min meget vrede far, og gik ind på mit værelse og lukkede døren bag mig.

Det viste sig, at jeg ikke bare havde lavet en lille ildebrand. Ilden havde spredt sig til det meste af mosen, og fortsatte med at brænde i de nedre jordlag i godt tre uger efter det, der nok ikke havde været min meste geniale ide. Min far skældte mig aldrig rigtigt ud, men jeg kunne mærke han var vred, og så sendte han mig og min ven ned til skideballe hos Brandmajoren. Det var ikke sjovt, og som straf måtte vi agere arbejdsdrenge og rengøringskoner på brandstationen i de uger ilden huserede.Mine forældre havde altså ret. Man skal ikke lege med tændstikker, og man skal ikke sætte ild til mosen. Måske har de voksne en god grund til at sige alle de ting, de nu en gang siger. Det er bare så svært at huske det hele, når man er så fyldt med ideer, som jeg nu en gang var, den gang jeg var lille.


fredag den 27. juni 2014

Den gang jeg var lille, blev jeg overfaldet af et farligt rovdyr.

Den gang jeg var lille, havde jeg en god ven, der hed Dennis. Dennis var et utroligt venligt menneske. Han var venlig mod alle, både mennesker og dyr. Man kunne altid komme hjem til Dennis og lege, uanset hvilken en af kategorierne man tilhørte. Jeg var også selv et venligt menneske, bare ikke så venlig som Dennis. Det var der nok ikke nogen, der var. Og jeg havde en tendens til at skulle se folk og især dyr an, inden jeg kastede min kærlighed på dem. Dennis, han var bare et stort varmt og imødekommende hjerte, og jeg var glad for, at han var min ven.

En dag jeg var hjemme hos Dennis, sammen med nogle andre venner, var jeg dog ude for en meget voldsom og traumatiserende oplevelse. Vi sad alle på gulvet og snakkede, da Dennis syntes, det ville være en enormt god ide, at lukke sine elskede sumpskildpadder ud af deres bur, så de kunne få mere plads at røre sig på. Det kunne jeg da kun være enig i, selvom jeg ikke var særligt begejstret for skildpadder i det hele taget. Jeg syntes, de var alt for rynkede og mærkelige at se på, og desuden havde de sådan et arrigt glimt i øjnene, som fik mig til at tænke på, at de havde skumle planer.  Men jeg slog det hen, og prøvede at tage venligt imod de små kryb, for at glæde Dennis. Desuden måtte noget af al hans venlighed, da have smittet af på hans kæledyr.Men der tog jeg grueligt fejl. 

Da skildpadderne var sluppet løs, tøffede de bare forsigtigt rundt på værelset. De er jo nogle voldsomt langsomme dyr. Så efter nogle få minutter blev jeg træt af, at holde øje med dem. Jeg blev opslugt af snakken med mine venner og glemte alt om dyrene, der på kedeligste vis, luskede rundt i rummet.
Midt i al hyggen fik jeg dog en mærkelig følelse i maven. Hårene rejste sig på mine arme, og jeg blev overmandet af en følelse af uro, som om der snart ville ske noget rigtigt grimt og ubehageligt. Jeg kiggede rundt i værelset, for at orientere mig om, hvad det var der foregik, og der foran mig, alt for tæt på stod den ene skildpadde, med hovedet løftet og et ondt blik i øjnene. Den stirrede alt for intenst på mig, som om den hvert øjeblik, det skulle være, ville hoppe i flæsket på mig. Hvilket jeg jo godt vidste ikke var muligt. Skildpadder hopper jo ikke. Men jeg blev altså godt og grundigt skræmt over skildpaddeblikket, og besluttede mig at smutte en tur på toilettet, for at ryste den grimme følelse af mig. Men før jeg nåede at gøre noget som helst, var det som om nogen havde tunet den dumme lille padde, og inden jeg havde rejst mig, satte den sine rovdyrs-kæber på hver side af min storetå, og bed til.


Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg hoppede skrigende rundt på en fod, mens paddemonstret gumlede videre på den anden. Dennis og de andre kiggede forbavset op på mig. Jeg skreg, at de måtte gøre et eller andet for at stoppe angrebet. Faktisk foreslog jeg, at de skød det fæle rovdyr, men Dennis var ikke med på ideen. Han mente bare, at skildpadden var en anelse sulten, og fik lokket skildpadden af min tå, da han hentede en skål salatblade.

Efter det voldsomme angreb, tog det mig noget tid at komme mig. Jeg tog en pause fra at besøge Dennis, selvom han var sådan en god ven. Men jeg var alt for skræmt, og ville ikke have noget med hans skildpadder at gøre. Indtil den dag, hvor Dennis fortalte, at hans bløde hjerte ikke længere kunne holde til, at holde dyr indespærret, og at han havde besluttet at give skildpadderne deres frihed. Han havde derfor sat dem ud i en sø, hvor de kunne svømme rundt og gøre lige hvad de havde lyst til.

Vi så aldrig skildpadderne igen, men jeg kunne igen besøge Dennis, uden at skulle være angst for flere aggressive overfald.



torsdag den 17. april 2014

Den gang jeg var lille, var jeg skumfidusernes skræk.

Den gang jeg var lille, elskede jeg skumfiduser. Min far sagde godt nok, at man ikke kan elske skumfiduser, men at man kan elske sin far. Ja, fædre de siger så meget, og jo jeg elskede altså skumfiduser. Jeg spiste skumfiduser, lige så tit jeg kunne. I varm kakao, i is, ristet over bål, bare helt som de var, eller på en eller anden festlig måde, som jeg lige havde lyst til. På alle måder var skumfiduser min yndlingsspise.
Min mor rystede lidt på hovedet af mig, når hun så mig fylde mig med de små himmelske mundfulde. Men hun sagde ikke så meget. Jeg har hende mistænkt for, at hun delte min sukker-passion med mig i skjul. For det var ikke altid, at skumfidusposen var lige så fuld, når jeg tog fat i den, som da jeg havde efterladt den. Min far kunne ikke klare mit sukkerindtag. Han kaldte mig skumfidusernes skræk, fordi han mente, at det på et eller andet tidspunkt, ville lykkes mig at udrydde dem fra jordens overflade. Han sagde også, at jeg skulle passe på, at skumfiduserne ikke ville vende sig imod mig, og tage hævn for mit spiseri. Sikke noget pjat, skumfiduser kan da ikke tage hævn. Igen, min far sagde bare så mange mærkelige ting.

En dag, hvor jeg legede ude i haven, blev himlen pludselig helt mørk. Det var som om, at en kæmpe sky gik for solen og skyggede for al lyset. Jeg kiggede op, og kunne ikke længere se solen. Jeg kunne kun se en stor mørk skygge. Jeg missede lidt med øjnene, for bedre at kunne fokusere. Da jeg åbnede mine øjne helt igen, havde jeg stadig svært ved at forstå, hvad det var, jeg så.  Foran mig lå der en kæmpemæssig uformelig hvid masse. Jeg var meget forvirret, og vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Indtil min mave begyndte at rumle. Den rumlede på den der måde, den altid rumlede, når jeg havde lyst til en omgang skumfiduser. Måske var min mave klogere end jeg var klar over. Den havde nemlig opdaget, hvad den hvide kæmpe masse var. Det var jo verdens, ja universets største skumfidus.  

Jeg blev helt salig. Mit mundvand begyndte at løbe til, og jeg måtte bare hen og sætte tænderne i den enorme lækkerbisken. Men i det, jeg tog en bid, udstødte skumfidusen et rædselsvækkende brøl. Den drejede rundt. Og til min forskrækkelse, var det en meget uhyggelig skumfidus, jeg havde sat tænderne i. Den havde både arme og ben. Store uhyggelige øjne, og en vred mund, fyldt med skarpe væmmelige tænder.



Jeg blev bange, og vendte mig om, for at løbe væk. Men inden jeg nåede særligt langt, havde monster skumfidusen fanget mig. Den var meget stærk, og selvom jeg kæmpede af alle mine kræfter, kunne jeg ikke slippe fri. Jeg så, hvordan jeg kom nærmere og nærmere skumfidusens enorme mund. Jeg måtte indse, at jeg var ved at blive spist af en skumfidus. Med et havde den slugt mig, heldigvis i et stykke, og jeg landede midt i dens mave.

Der sad jeg så. Jeg var blevet spist, og jeg var helt alene. Jeg sad der længe. Der skete ikke rigtigt noget. Jeg prøvede at råbe om hjælp, men der er ligesom noget sølle over ordlyden: ”Hjælp mig, jeg er blevet spist af en kæmpe skumfidus” Det virkede heller ikke. Ingen hørte mig. Så prøvede jeg at tale til skumfidusen, bare lige som for at få en forklaring på, hvad det egentligt var, der foregik.
Til min store overraskelse svarede skumfidusen mig. Den sagde, at den havde spist mig som hævn for alle de skumfiduser, jeg havde spist i årenes løb. Så havde min far altså ret. Skumfiduserne havde taget hævn over mig. Jeg var ulykkelig. Jeg ville gerne hjem. Jeg tryglede skumfidusen, om den ikke nok ville spytte mig ud igen. Jeg lovede endda, at jeg aldrig mere ville røre en af dens ligesindede, hvis den slap mig fri. Men den nægtede. Jeg mistede modet. Jeg ville ende mine dage på denne måde. Jeg fortjente nok min skæbne. 


Men midt i mit opgivende mismod, begyndt min mave at rumle igen. Så kom jeg i tanke om, at hvis jeg ville ud af skumfidusen, så kunne jeg jo bare spise mig ud af den. Med genfundet mod på livet, tog jeg en kæmpe bid af skumfidusen indefra. Bid efter bid, gnavede jeg mig vej ud i friheden. Jeg åd løs, jeg kunne slet ikke stoppe. Og inden jeg havde set mig om, lå jeg på græsset i min have meget mæt og tung, med en mave fuld af monsterskumfidus. Jeg lå der helt stille for at komme lidt til kræfter igen. Det havde været en voldsom oplevelse. Tænk at skumfiduserne frygtede mig så meget, at de havde forsøgt at tage livet af mig. Men det var nu ikke det, jeg var mest chokeret over. Det største chok var, at min far havde haft ret. Min far, der normalt sagde en masse sludder, havde rent faktisk havde haft ret i sin antagelse om, at skumfiduserne ville tage hævn over mig. Det var en rystende erkendelse, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med. Så i stedet besluttede jeg mig for, at jeg i fremtiden ville holde lidt igen med skumfidusspiseriet, og at jeg aldrig ville fortælle min far, hvad der var sket.

onsdag den 9. april 2014

Artikel fra lokal avisen Det grønne Område. April 2014

Fyrre fantasifulde løgnehistorier

Det meste af sit liv har kreativiteten og fantasien været Kari Olferts følgesvend. Men det var først, da hun begyndte at arbejde med børn, at de skæve historier fik vinger.

Om Kari Olfert
Karin Olfert beskriver først og fremmest sig selv som familiemenneske. Hun er gift, mor til to, bonusmor til to og bonusbedstemor. Desuden er hun uddannet pædagog og har arbejdet i en række forskellige institutioner i kommunen i løbet af de sidste 13 år. Herunder i Engelsborgskolens SFO, Børnehaven Prinsessehøj, Lærkereden og vuggestuen garantien. I øjeblikket er hun hjemmegående og bruger tiden på, at give forfatterdrømmen en chance.
Kari Olfert har levet hele sit liv i Lyngby, og hun har altid haft en god fantasi og været glad for at skrive, men det var først, da hun som 19-årig begyndte at arbejde med børn, at historierne i hendes hoved foldede sig ud og blev til skæve løgnehistorier for børn. Og det levende publikum var brændstof til historierne.
”Jeg kunne se, at børnene var begejstrede. Når man selv finder på, så har man øjenkontakt med dem, der lytter og kan se deres reaktion. Så ved man med det samme om historien er sjov eller kedelig, og alt efter reaktionerne kan man justere lidt eller tage dem i en ny retning. Hvis jeg ramte plet, så kom de som regel et par dage senere og spurgte om jeg ikke ville fortælle den igen,” fortæller Kari Olfert

Jagten på et forlag

Og succesen hos det unge publikum gav næring til drømmen om at skrive og om at udgive sine historier på et forlag. Men der er mange om buddet i branchen, og Karis henvendelser resulterede i høflige afslag. Indtil en veninde foreslog, at hun i stedet oprettede sin egen blog. Siden september har hun løbende lagt sine historier ud. Og de er blevet læst kommenteret og delt af rigtig mange. I februar måned udgav hun tre e-bøger og aktuelt kan man bestille de bedste løgnehistorier i papirform på Books on Demand.
De fleste historier starter med ”Dengang jeg var lille”.
”Sådan er der nemlig mange børn, der selv indleder deres historier. Og de kan være meget kreative, men jeg synes det er at fortælle løgnehistorier er helt ok, for det er så målrettet alt det andet de skal. Børn er sjældent alene med deres fantasi, men det er sundt, og historierne må også gerne chokere lidt. Børn vil gerne have de rene oplevelser,” siger Kari Olfert
Kari Olfert
Kari Olfert

Den første historie

Min første historie handlede om min datter, og om, hvor fantastisk hun var, Da min søn var et år kom han ud for en ulykke, hvor han blev voldsomt forbrændt og måtte på hospitalet. Det har jeg også skrevet et eventyr om. Et eventyr, der handler om at være tapper. Fantasien gør børn i stand til at forstå deres egne følelser. Jeg tror det er vigtigt, at vi som voksne også er med i det univers.
Og evnen til at fortælle en god løgnehistorie er muligvis gået i arv.
”Jeg kan huske en dag, hvor min søn kom hjem og fortalte mig, at der havde været ild og røg på legepladsen i børnehaven og at brandvæsnet var kommet. Og jeg tænkte straks, 'hvorfor er vi ikke blevet underrettet som forældre'. Men da han næsten var færdig med at fortælle om de dramatiske hændelser, så sluttede han af med et: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Haj
Haj

Min yndlingshistorie

Hvis man spørger hende om hun selv har en favorit blandt de mange røverhistorier, så svarer hun diplomatisk, at hun er glad for dem alle sammen, men hvis hun skal fremhæve en historie, så bliver det ”Dengang jeg var lille hadede jeg at lave lektier.”
Men faktisk begynder jeg stort set altid selv at grine, når jeg skal fortælle mine historier



Uhyggelig drøm
Uhyggelig drøm
 Foreløbigt har Kari skrevet 40 Løgnehistorier. Tyve af dem er netop udgivet på bog og kan bestilles via books on demand. Historierne har mere eller mindre hold i virkeligheden og er inspireret af Karis egen barndom eller børn og venner hun har mødt gennem livet.
Er du blevet nysgerrig på at læse mere om Karis historier, så finder du et udvalg af dem på loegnehistorier.blogspot.dk
Læs også mere på http://boerneboegerkariolfert.jimdo.com/ hvor du også kan bestille bogen "Dengang jeg var lille" med Karis bedste historier.
Rummet
Rummet
Publiceret: 30. Marts 2014 11:00

mandag den 31. marts 2014

Den gang jeg var lille, byggede jeg mig selv inde i et Lego tårn.

Findes der noget bedre legetøj end Lego? Ja, hvis man spørger min far, kunne han lege i timevis med en pind, en sten og et stykke snor, da han var barn. Men den gang jeg var lille, var Lego altså blevet opfundet, og jeg havde muligheden for at lege med andet end ting, man kunne finde på jorden. Og jeg var vild med Lego. Man kunne godt nok ikke få så meget forskellige slags Lego, som man kan i dag. Ja man kunne faktisk ikke en gang få grønne klodser den gang. Kun røde, blå og gule. Men det betød ikke noget, for det jeg var aller bedst til, var at bygge firkantede ting. Jeg var eminent til at bygge alle mulige slags bygninger, især tårne. Jeg var vild med at bygge tårne. Og de blev højere og højere for hver gang, jeg byggede et.



En dag, hvor jeg var alene hjemme, fik jeg en helt vildt god ide. Jeg ville bygge et Lego tårn, der var så stort, at jeg selv ville kunne være inde i det. Det ville bare blive det fedeste firkantede Lego byggeri nogensinde. Og mine forældre ville sikkert blive imponeret, når de kom hjem, og så hvad jeg havde bedrevet.
Så jeg gik i gang med at bygge mit tårn. Det behøvede ikke være så bredt, jeg skulle bare lige kunne stå inde i det, men det skulle være højt, og jeg var spændt på om jeg mon havde nok klodser.

Da jeg havde bygget i timevis, og tårnet var vokset mig over hovedet, var jeg parat til at bygge det tag, der skulle afslutte mit projekt. Men så gik det op for mig, at jeg havde begået en rigtigt dum fejl. Jeg havde bygget mig selv inde i tårnet, og nu var det så højt, at jeg ikke kunne komme ud af det igen. Jeg var lige ved at gå i panik, for lige meget, hvor begejstret jeg var for at lege med Lego, så havde jeg altså ikke lyst til at været spærret inde på den måde. Ja, så tænker du nok, at jeg da bare kunne fjerne nogen af klodserne og kravle ubesværet ud af tårnet. Men så enkelt var det ikke. For det første var ilt-mængden inden i tårnet ikke overdreven stort, så min evne til at tænke klart dalede en smule. Desuden var jeg så stolt af mit tårn, at jeg ikke nænnede at ødelægge det. Nu havde jeg også brugt så lang tid på at bygge det.

Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte vente på, at et familiemedlem ville komme hjem, og så få mig løftet ud af tårnet. Det kunne da ikke vare så længe, inden de ville dukke op, tænkte jeg. Men jow, det kunne det. Så der stod jeg inde i mit Lego tårn og ventede på min fraværende familie. Jeg blev lidt træt og døsig af den manglende friske luft. Jeg kunne ikke holde mine øjne åbne, og havde bare brug for at kunne lægge mig lidt ned og hvile mig.

Efter at have kæmpet med ikke at falde i søvn, gled mine øjne i, og min krop gav efter for mit behov for hvile. Jeg faldt sammen og væltede sammen med mit Lego tårn ned mod gulvet. Da jeg ramte gulvet, gik tårnet fra hinanden i hundredevis af små klodser. Og jeg lå der midt i det hele. Inden jeg nåede at rejse mig op, træder min mor ind af hoveddøren og ser direkte ind i stuen på mig og min Lego ruin. Straks blev hun helt stram i hovedet. Og inden hun nåede at stille sine indkøbsposer fra sig, eller sige ordentligt hej, forklarede hun mig på en lidt for streng måde, at det ville jeg selv komme til at rydde op. Jeg fik slet ikke mulighed for at forklare, hvad der var sket, før hun marcherede ud i køkkenet for at sætte varer på plads. Jeg begyndte noget slukøret, og en anelse øm i kroppen, at samle alle klodserne op. Jeg var så skuffet over, at ingen havde noget at se mit tårn, inden det gik i stykker.

Efter noget tid, kom min mor ind til mig i stuen, nu med et noget mildere udtryk i ansigtet. Hun var ked af, at hun havde reageret alt for hurtigt. Og hun var faktisk meget taknemmelig for, at jeg nøjedes med at rode, når jeg var alene hjemme, frem for at brænde huset ned eller lege med knive og lignende. Faktisk var hun stolt af mig, og ville gerne hjælpe mig med at rydde klodserne op. Mens vi sad der midt i rodet fik jeg mulighed for at fortælle om, hvad der var sket med tårnet. Min mor grinede lidt af mig, og syntes jeg var helt vildt nuttet. Og så blev vi enige om, at alle Lego projekter, der skulle være højere end mig selv, skulle bygges sammen med hende.



tirsdag den 4. marts 2014

Den gang jeg var lille, reddede jeg Hans og Grete fra at blive spist.

Du har garanteret hørt historien om Hans og Grete, der blev sendt ud i skoven af deres stedmor, og senere hen blev taget til fange af den onde heks i hendes slik- og pandekagehus. Hvis du har hørt historien, så ved du, at den ender med at Grete skubber heksen ind i en ovn, og dermed redder hun sig selv og sin bror Hans. Men det er slet ikke sådan, det foregik. Folk fortæller historien forkert, og det ved jeg, for jeg var der selv, da det skete.

Den gang jeg var lille, elskede jeg at lege i skoven. Skoven var fuld af fantastiske lyde, dufte og oplevelser. Jeg brugte så meget tid i skoven, at jeg var ret sikker på, at jeg kendte den ud og ind. Men det gjorde jeg altså ikke helt. En dag, hvor jeg havde tilbragt timer i skoven, blev jeg forstyrret i min leg, da jeg kunne mærke sulten trænge sig på og rumle løs i min mave. Jeg ville blive nødt til at vende hjemad, for at få noget at spise. Men da jeg kiggede mig rundt i skoven gik det op for mig, at jeg ikke vidste hvad vej jeg skulle gå, for at komme hjem. Jeg var faret vild. Jeg løb lidt frem og tilbage, men jeg kunne ikke genkende nogen af stierne, og blev noget bekymret, da det gik op for mig, at jeg ikke ville komme hjem foreløbigt.
Jeg måtte prøve at finde nogen, der kunne vise mig vej ud gennem skoven. Jeg besluttede mig for at gå mod nord, eller det vil sige, jeg aftalte bare med mig selv, at jeg ville kalde det for nord. For jeg havde hverken kompas, GPS eller anden navigationsudstyr på mig. Jeg anede faktisk intet om hvilket verdenshjørne, jeg gik imod. Jeg syntes bare at det lød godt. Da jeg havde gået et stykke tid, lagde jeg mærke til en masse brødkrummer, der lå på stien. Jeg tænkte, at der havde været nogle skovsvin forbi, eller også var det en familie, der havde villet fodre ænder, og da de til deres store overraskelse opdagede, at ænder ikke bor i skoven, så havde de smidt alle brødkrummerne på jorden af bar ærgrelse. Egentligt var jeg lidt ligeglad med, hvor krummerne kom. Jeg var så hundesulten, at jeg begyndte at spise af dem. Krummerne førte mig videre af stien, og jeg proppede mig gladeligt, lige indtil jeg hørte et helt igennem hysterisk skrig.

Foran mig stod der en dreng og en pige. De var vist på min alder. Pigen hylede løs, og råbte af mig. Det var åbenbart deres krummer, og fordi jeg havde spist dem, ville de heller ikke kunne finde hjem. Jeg blev lidt flov og med munden fuld af gammelt brød og muligvis også nogle blade, prøvede jeg at undskylde. Men det var ikke godt nok for pigen. Hun var bare totalt fornærmet.
Hun vendte sig om, og løb videre ind i skoven. Drengen løb efter. Jeg ville så gerne følges med dem, så jeg ikke var alene. Så jeg forsøgte at følge med. Men de løb hurtigt, og jeg blev træt og forpustet af al det løberi. Jeg satte mig ved en træstub for at hvile mig lidt. Så hørte jeg pigen skrige igen. Jeg kiggede op, og nåede lige at se hende og drengen blive taget til fange af en meget hæslig heks, og blive ført ind i hendes ellers ret så lækre slik-og pandekagehus.
Jeg var stadig sulten, og tænkte at det hus da lige måtte være noget for mig. På den anden side, var det måske lidt vigtigere at finde ud af, om jeg kunne hjælpe børnene fri fra heksen. Som en snigende Ninja begav jeg mig hen mod heksens hus. Jeg kiggede forsigtigt ind af vinduet. Jeg kunne se, at både pigen og drengen var låst inden i et bur, og heksen var i gang med at varmen ovnen op. Så gik det op for mig, at hun ville spise dem. Det var ikke i orden. Selvom pigen havde opført sig en smule tøse-fornærmet, havde hun ikke fortjent at blive spist. Jeg besluttede mig for at redde dem. 


Heltemodig som jeg var, listede jeg om til hoveddøren, og åbnede den lige så forsigtigt. Heksen stod med måsen i vejret, med hovedet hen mod ovnen. Jeg samlede alle mine kræfter, og tonsede afsted, som var jeg en gal gedebuk, med retning mod heksens bagdel. Da jeg ramte hende, væltede hun forover, og røg lige ind i oven. Det var en stor ovn. Jeg skyndte mig at lukke ovnlågen, så hun ikke kunne komme ud igen. Jeg følte mig stor og mægtig, og lukkede begejstret de 2 børn ud af buret. De var lidt rystede over hele situationen. Men efter lidt tid fortalte drengen mig, at de hed Hans og Grete, og at de var meget taknemmelige for, at jeg havde reddet dem. Sammen begav vi os ud af heksens hus, og fandt vej ud af skoven. Da vores veje skiltes, og vi skulle sige farvel, var Grete slet ikke kommet sig over, at jeg havde spist de brødkrummer. Hun mente, at hvis det ikke havde været for mig, så var de slet ikke faret vild, og heller ikke blevet taget til fange af heksen. Så rakte hun tunge af mig, og løb sin vej, og Hans løb efter hende.


Jeg fandt også hjem, og fik endeligt noget rigtigt mad at spise. Noget senere hørte jeg folk fortælle om Hans og Gretes besøg i slik-pandekagehuset. Men når folk fortalte historien, så var det med Grete som helten. Hun skulle have reddet Hans fra at blive spist, og på intet tidspunkt i historien, blev jeg nævnt. Jeg havde været en vaskeægte helt, men fordi Grete var sur på mig, havde hun aldrig fortalt om mig. Jeg blev noget skuffet, og prøvede at ændre på folks opfattelse af, hvad der virkeligt var sket, men ingen troede på mig. Så besluttede jeg mig for, at købe et kompas, så jeg aldrig mere ville se mig nødsaget til at spise andre folks krummespor, hvis jeg skulle fare vild i skoven igen.

fredag den 21. februar 2014

tirsdag den 11. februar 2014


Den gang jeg var lille, var jeg i fjernsynet.

Den gang jeg var lille, gik jeg til dans en gang om ugen. Jeg ved faktisk ikke, hvem der havde fået den tanke, at det var en god ide, men det gjorde jeg altså. Jeg var ikke direkte talentfuld, og min dansepartner var værre. Lars, den klodsmajor, kom altid til at træde mig over tæerne. Han gjorde det faktisk så tit, at jeg troede, han gjorde det med vilje. Vores danselærerinde var skrap, og gav ikke meget plads til glæde og spontanitet eller andre udisciplinerede følelser. Hun styrede dansetimerne med hård hånd, og kunne vist ikke så godt lide mig, fordi jeg insisterede på at dukke op til alle dansetimerne iført bukser, og ikke kjole, som hun ellers forventede af alle pigerne. Efter hver dansetime, skulle vi pænt neje og bukke for lærerinden, før vi fik lov til at forlade dansesalen. Jeg syntes, det var alt for gammeldags og unødvendigt. Men neje det skulle jeg, og det blev jeg god til.
En dag til dans var vores danselærerinde ekstra skrap og disciplineret. Vi skulle nemlig alle filmes til fjernsynet. Og hun var meget opsat på, at vi skulle tage os godt ud, fordi det jo ville falde tilbage på hendes evner som lærerinde, når alle kunne se, hvor talentløse de fleste af os rent faktisk var. Det var ikke noget der skabte begejstring i mit lille dansehjerte. Snart ville hele Danmark, ja måske hele verden, se mig og klodsede Lars fumle rundt i standarddansens uforståelige univers. Men der var ikke noget at gøre, vi skulle stramme op, og øve os, og mens vi gjorde det, nærmede dagen sig, dagen hvor et filmhold fra nationalt tv ville filme en hel dansetime med os.
Dagen oprandt, og det var, som jeg havde forestillet mig, en forfærdelig oplevelse. Jeg var tvunget ned i en kjole, jeg ikke ville have på, og gennemførte danseundervisningen knaldrød i hele hovedet og med meget ømme tæer. Lars havde ikke strammet op og var ikke blevet dygtigere til at ramme gulvet i stedet for at træde på mig, så mine tæer matchede farven i ansigt. Jeg ville bare gemme mig, og glemme hele oplevelsen.
 
Men det kan man ikke, når det bliver vist i fjernsynet, og hele familien samles for at se det i fællesskab, for nej hvor er det da spændende, når en man sådan kender, toner op på tv skærmen. Ja, det er jo lang tid siden, jeg var lille, og den gang fandtes der altså ikke X-factor eller anden slags reality shows. Den gang hed det dokumentar, og handlede sjældent om nogen man kendte, sådan direkte. Da hele min familie kom besøg, for i samlet flok at kunne se mine ydmygelser i tv, besluttede jeg mig for, at jeg bare måtte bide det i mig, og få det overstået. Et mirakel eller et strømsvigt ville være det eneste, der kunne redde mig fra min traumatiserende fjernsyns-debut.
Jeg sad helt stille for mig selv med hjertet hårdt bankende i brystet, og hænderne våde af klamt håndsved, da miraklet indtræf. Man så hverken mig eller nogen af de andre danse, for filmholdet havde klippet så meget i optagelserne, at det kun var afslutningen af dansetimen, der blev vist. Altså der hvor vi nejede og bukkede for lærerinden. Og det kunne både Lars og jeg da finde ud af. Filmholdet havde nok opdaget, hvor lidt talent, der egentligt var blevet udfoldet i den times tid, de havde filmet os. Og så havde de redigeret det til et 5 sekunders klip, som alle kunne se med stolthed.
Jeg var lettet. Og besluttede mig for, at jeg måtte holde op med at udsætte mig for lignende ydmygelser. Jeg ville stoppe til dans, lige så snart jeg kunne. Desværre syntes mine forældre, at jeg skulle fortsætte sæsonen ud, nu hvor de havde betalt for den. Så jeg fortsatte med at gå til dans en gang om ugen, indtil den dag sæsonen var slut, og jeg og mine tæer sammen kunne forlade danseskolens lokaler og løbe ud i vores ny vundne frihed.

fredag den 7. februar 2014


Den gang jeg var lille, hadede jeg tirsdage.

Den gang jeg var lille, var der rigtigt mange mennesker, der ikke var så begejstrede for mandage. De var altid lidt mere sure og noget mere trætte om mandagen, hvor i mod de fleste, jeg kendte var i højt humør og fulde af energi, når vi nåede fredagen.
Jeg havde ikke så meget imod mandage. De var gode nok, hvis ikke det lige var for, at mandagene lænede sig op af tirsdagene. Jeg HADEDE tirsdage. Det var de værste dage i løbet af alle de uger, jeg var lille. For det første var tirsdage, de dage, hvor jeg havde gymnastik i skolen. Jeg var ikke særligt god til gymnastik i nogen som helst afskygninger, lige med undtagelse af høvdingebold, for der var jeg rigtigt god til at gemme mig, og ikke blive ramt af den ofte ret så hårdt kastede bold. Vi spillede alt for sjældent Høvdingebold, så jeg vidste fra morgenstunden af, at tirsdagenes gymnastik- timer ville være fulde af udmattende nederlags-øvelser. Bare gymnastik timerne kunne være nok til at gøre tirsdagene til mine hadedage.
Men nej det var meget værre end det. Når jeg var færdig med skolen, gik jeg direkte videre til musikskolen, hvor jeg skulle lære at spille violin. VIOLIN. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg var endt i den instrumentgenre. Jeg var startet ud på et hyggeligt lille blokfløjtehold, som jeg deltog glædeligt i, fordi jeg var sammen med mine venner, og fordi jeg af og til ramte den rigtige tone. Hvordan jeg var nået derfra til enetimer i violin, var mig en gåde. Jeg kunne ikke finde ud af at spille violin. Jeg kunne ikke finde ud af at holde instrumentet rigtigt. Jeg kunne kun spille falsk, og min violinlærer var alt for uhyggelig til, at jeg kunne kigge ham i øjnene, eller svare på det, han sagde til mig. Desuden kunne jeg slet ikke lide lyden af violin, heller ikke når det var folk, der rent faktisk havde talent, der betjente instrumentet.
                                 
Men nej det var ikke bare gymnastik- og violintimerne, der gjorde mine tirsdagene til rædsels-dage i mit unge liv. Når jeg kom hjem fra en lang dag, med nederlag i sjælen og falske toner i ørene, så skulle jeg ud at gå med aviser. AVISER. Findes der mere ulideligt fritidsjob end at folde uendelige mængder af aviser og reklamer, for der efter at vandre op og ned af alt for mange trappetrin, i alt for mange trappeopgange? Når avisruten var slut, var jeg udmattet og smurt ind i en avissværte og sved. Sved frembragt af nytteløst børnearbejde.
Gymnastik, violin og avisrute. Det er et mirakel, at jeg overlevede den ene tirsdag efter den anden, i den del af mit liv, hvor jeg allerhelst ville ligge på en sofa og læse Anders And blade, mens jeg krummede mine omgivelser til med Mariekiks.
Efter at have gennemlevet disse pinsler, uge efter uge, besluttede jeg mig for, at det måtte være nok. Jeg måtte få tirsdagene afskaffet. Jeg vidste bare ikke, hvem man skulle henvende sig til, for at få det gjort. Men jeg måtte gøre noget, det kunne jo ikke blive ved på den måde. Så jeg forfattede et brev som fik både Dronningen, Julemanden og Gud som modtagere. Jeg tænkte, at en af dem ville have mulighed for at gribe ind. Jeg hældede mest til Gud, som mulig tirsdags-afskaffer, men jeg ville lige helgardere mig, for jeg ville af med de tirsdage.
Jeg skrev brevet, hvor jeg meget udførligt beskrev min situation og mine lidelser. Jeg pressede også en lille tåre ud, som landede på min underskrift, der afsluttede brevet. Bare for lige at understrege, hvor hårdt jeg havde det. Så løb jeg til postkassen, og fik mit brev sendt af sted. Bagefter løb jeg hjem og ventede på svar. Det gjorde jeg så ret så længe. Den ene lidelsesfulde tirsdag efter den anden. Jeg fik intet svar og intet ændrede sig. Jeg blev mere og mere opgivende, og slæbte mig gennem både fiaskofyldte gymnastiktimer, ulidelige violinstunder, og udmattende avisruter.
En dag kom min mor ind på mit værelse, og sagde der var noget, hun gerne ville snakke med mig om. Hun foreslog jeg stoppede til violin. Hun havde hørt mig øve mig, og mente ikke, at det var en fritidsaktivitet, hun behøvede at betale til længere. Hun gjorde mig så glad. Aldrig mere violin.
Kort tid efter afmeldte hun også min avisrute. Hun var træt af at høre på mit brok, og at hun blev nødt til at bruge sine tirsdage eftermiddage på at sikre sig, at jeg kom hjem igen, og ikke var faldet kraftesløs om i en tilfældig trappeopgang. Hvilken lykke! Jeg følte mig lettet, frigjort fra 2 af mine tirsdags-lidelser. Næsten helt overstadig fremførte jeg mit ønske om afskaffelse af gymnastiktimerne, men lige der smækkede min mor kassen i. Hun mente åbenbart, at det var sundt for mig, at deltage i skolens gymnastik-pinsler. Jeg argumenterede ellers godt for min sag, men der var intet at gøre.
Alt i alt var tirsdagene dog blevet en hel del bedre, og i stedet for at starte hver tirsdag med ondt i maven og tårer i øjenkrogene, kunne jeg kravle ud af min seng, med håbet om, at vi skulle spille Høvdingebold til gymnastik.

 

 

tirsdag den 28. januar 2014


Den gang jeg var lille, var jeg ved at miste livet.

Den gang jeg var lille, udforskede jeg verden sammen med mine venner. Vi fandt på alle mulige og umulige steder at rejse hen til. Vi tog på eventyr i en jungle, eller en ørken, ved en vulkan, på en strand eller i naboens baghave. Verden syntes stor og fantastisk, og vi måtte bare opleve alt det spændende, den havde at byde på.
Et af vores eventyr ledte os langt ind i en regnskov. Vi fulgte en stor flod, der løb gennem skoven. Vores mission var at nå frem til et kæmpe vandfald, der skulle ligge for enden af floden. Vi glædede os sådan til at nå vores mål, men det var ikke nemt, for det ikke lige til at komme frem i regnskoven, der var fuld af farlige giftige og kødædende planter, og træer med kæmpe store rødder, der flettede sig sammen ovenover jorden, bare for at ligge der og spænde ben for os. Det var hårdt og besværligt. En tur fyldt med strabadser, og slet ikke som at gå søndagstur rundt om andedammen derhjemme.  
 

Regnskoven var også fyldt med alle mulige slags små klamme insekter, der syntes det var underholdende at lande på os, og kravle rundt på vores, i forvejen ret så svedige og beskidte ansigter. Når jeg prøvede af tørre sveden væk, maste jeg livet ud af de små dyr, og tværrede så slatne insektlig rundt i mit ansigt. Meget af tiden, kunne vi slet ikke komme frem gennem skoven, så i stedet måtte vi ud i floden og vandre gennem den op mod strømmen. Det var heller ikke nemt, for floden var fyldt af store våde og glatte klippestykker. Strømmen var stærk, og vi gik i vand til livet. Men vi fortsatte og vi hjalp hinanden. Da vi endeligt nåede frem til vandfaldet, blev vi bare så glade. Det var et helt fantastisk syn. Foran vandfaldet samlede floden sig i en sø, og vi hoppede begejstrede på hovedet i vandet og svømmede ind under vandfaldet. Det var vidunderligt. Vi var udmattede, men så lykkelige for at kunne dele dette øjeblik med hinanden. Mine venner og jeg, vi var klart de sejeste eventyrrejsende nogen sinde.
Selvom vi havde lyst til at blive der for evigt, blev vi nødt til at vende om. Det var ved at blive sent på dagen. Og vi vidste, at vi havde en lang tur foran os, før vi ville finde et sted, hvor vi kunne overnatte. Vi måtte vende om, og vandre tilbage gennem floden.
Nu havde vi ikke længere strømmen imod os, men med os. Strømmen hev i os, næsten som for at fortælle os, at den var stærkere end os. Men vi gik tæt sammen og holdt fast i hinanden, for ikke at blive revet med af strømmen.Strømmen blev stærkere og stærkere, og spillede rigtigt med musklerne. Og når vi lyttede til vandets skvulp mod de store klippestykker, der lå i floden, lød det næsten som om den sagde; ” Nu tager jeg jer!”. Det gav et sus i maven. For hvis strømmen først fik fat i os, ville vi måske ikke overleve det.
Det tærede på vores kræfter, at kæmpe os vej gennem floden. Jeg blev så træt, og kunne næsten ikke holde fast i mine kammerater længere.  Jeg kæmpede for at holde fast, og havde bare brug for at hvile mig lidt, men i det sekund, jeg slap taget i mine kammerater, hev strømmen mig med. Jeg kunne ikke kæmpe imod, den var for stærk, og jeg kunne se hvor hurtigt, jeg blev revet længere og længere væk fra de andre. Vandet piskede op i mit ansigt, jeg havde svært ved at trække vejret, og jeg blev kastet rundt i floden, som om jeg var en badebold. Jeg kunne høre mine venner råbe på mig, men da jeg prøvede at råbe tilbage, blev hele min mund fyldt med vand, og jeg tænkte, at nu var min sidste time kommet. Nu ville jeg miste mit liv, lige midt i et af vores allerbedste eventyr.Floden kastede mig endnu en gang rundt, og jeg gjorde mig parat til at møde min skaber.
Men så med et` stoppede det hele. Jeg sad fast. Midt mellem 2 store sten sad min mås kilet fast. Min numse var simpelthen for stor til, at floden kunne få mig ned med nakken. Jeg var lykkelig for at have reddet livet, men jeg sad jo stadig fast. Jeg kunne ikke rokke mig fri, og hvis jeg kom fri, var der stor sandsynlighed for, at strømmen ville få fat i mig igen.
Efter at have siddet der et stykke tid, med livet i behold, og måsen fastklemt, kunne jeg høre mine venner kalde på mig igen. De var nået frem til mig, og de var kravlet op fra floden, og stod nu på jorden ved siden af den, og dannede en kæde, så de kunne nå ud til mig. Jeg greb fat i dem, og ved hjælp af al deres kærlighed og alle deres kræfter, fik de hevet mig op på land.
Vi fortsatte vores begivenhedsrige vandring gennem regnskoven, og nåede frem til et sted, hvor vi kunne slå lejr, inden det blev mørkt. Da vi senere sad ved bålet midt i mørket, blev jeg overmandet af en masse følelser. Jeg var lettet over at være blevet reddet. Og jeg var taknemmelig, ikke bare for mine venner, og deres indsats, men også for størrelsen af min mås.